Danmarks største rockband "det er kultur"
 

STARTEN
 
Christianshavn har fra start til slut været udgangspunktet for Gasolin'. I 60'erne var Christianshavn et miljø, der inspirerede til rytmisk musik. Musik, som bl.a. var en del af ungdomsoprøret og opgøret med de gamle borgerlige "dyder".
I midten af 60'erne flyttede Wili Jønsson og Kim Larsen ind i Sofiegården - den tids Christiania. Franz Beckerlee boede ikke her, men kom ofte i den kondemnerede ejendom. Der var meget politisk postyr om huset, som blev stormet i februar 1969, og de sidste beboere fjernet.
Det var i dette miljø Gasolin' blev dannet. Franz Beckerlee og Wili Jønsson fandt hurtigt sammen og knoklede med at øve og skrive sange, men de manglede en trommeslager og en sanger.
På et tidligt tidspunkt var Tom McEwan inde i billedet som trommeslager, men det fungerede ikke rigtigt.
Derimod var Kim Larsen et oplagt emne som sanger og han kendte både Wili og Franz fra Sofiegården.
Nu var der kun et problem, trommeslageren. Efter nogen tids søgen, fandt de Bjørn Uglebjerg. Og dermed begyndte en, efter danske forhold, musikalsk revolution.


Gruppens øverum var et gammelt loft i Sofiegården, og det endnu navnløse band knoklede med melodier og tekster - alle på engelsk. Indimellem var der nogen konflikter om hvilken genre de skulle spille, for både Franz og Willi var til "sort musik" mens Kim var til Rock- og folkegenren.
Da Franz var i New York med Torben Ulrich, Lars "Metallica" Ulrichs far, havde han været nede i nogle skumle kældre og jamme med syrerockbandet "The Third Eye" = "Det 3. Øje".
Franz så "lyset" og begyndte selv at spille den slags musik, stærkt inspireret af bl.a. Jimi Hendrix. Franz og Willi startede begge deres kariere med "rythm and blues" og jazz = sort musik, da det var negrene i New Orleans der startede rytmerne i denne genre.

Efterhånden fik de et lille repertoire, men stadig intet navn. "Pink Alice" var oppe at vende, men Kim var stædig med sit forslag "Jackie Boo Flight". Derfor blev det ingen af de navne.
Franz stillede en dag spørgsmålet "Hvilken funktion skal vores musik have" og han besvarede det selv: "Vi skal være et band hvor folk kan komme og lytte og føle, at de bliver tanket op, så de kan køre videre. En beboer i Sofiegården sagde: "Så skal i hedde "Gasoline". Det engelske ord for benzin, og det blev hurtigt til "Gasolin´". (Apostroffen står for e: Gasoline)


Deres premiere havde de i Sofiegården, hvor de spillede for meget få mennesker. Deres første egentlige job havde de for Secret Service Station. Penge havde de meget få af, og når de skulle ud at spille, slæbte de deres "gear" rundt på en gammel hestevogn. Deres højtalere havde Franz, der var uddannet værktøjsmager, selv lavet.
Deres første musik lød som røv og nøgler, det var råt og ikke særlig godt. Hvis man er meget venlig kan man sige, at Gasolin´ var Grunge længe før det kom frem. Men gruppen havde masser af gå på mod og stoppede ikke på trods af lidt modgang - heldigvis!


De forsøgte i 1970 at lave rockmusical, men det blev aldrig til noget. "Silky Sally" skaffede Gasolin´ en kontrakt med det nystartede "Spectator Records". Efter denne single (indspillet i Vanløse Bio), skrev de musik til filmen "Ang. Lone". Ud af lydsporet til filmen blev der tre numre, som de gik videre med. De opsøgte "Sonet Records" med båndet og påstod, at de havde en "Guldand". Det blev til en sigle, som kun solgte ca. 300 ex., men den havde gjort indtryk på bydrengen i pladeselskabet, Poul Bruun.


Gasolin´ var et enormt egocentreret band. Gasolin´ var som et ægteskab. Sådan har de selv beskrevet det. Ægteskabet var præget af jalousi, og hvis en af dem jammede med andre svarede det til, at de "bollede udenom".


De havde stadig ingen penge, bl.a. fordi deres manager, Pierre Sales, kun kunne skaffe dem småjobs til 200-300 kr. pr. aften.

En sjov historie

En dag i 1970 fik manageren skaffet Gasolin et job på en friluftsfestival i Stockholm.
For at spare penge, besluttede man at bo på et herberg. Ejeren var godt nok ved at afvikle herberget - og det gik noget hurtigere, end gasserne havde regnet med. Først forsvandt sengene, så madrasserne og til sidst var der end ikke et tæppe. Så Gasolin' stod uden et sted at overnatte. De havde ingen penge på lommen, men Kim havde mødt et hyggeligt menneske

Lasse, som han hed, var varmemester på et museum, og han tilbød dem at sove i Nationalmuseets fyrrum, bare de sørgede for ikke at sætte alarmen i gang. Så han førte dem ned til kælderen, hvor de kunne sove indrullet i bølgepap. Men der var enormt varmt i kælderen. Willi fandt et vindue, som han efter meget besvær fik åbnet. Lidt efter hørte han en stemme: "Kom ud, vi ved der er nogen derinde", og udenfor stod 25 politibetjente bevæbnet til tænderne. De kunne bestemt ikke lide langhårede danske hippier, og da slet ikke, når de brugte statens ejendom til at sove i. Men da de hørte historien, kunne de godt se det sjove i det hele, så gasserne "slap" med at blive smidt ud.


I 1971 skete gruppens eneste udskifting, idet Søren Berlev kom med i stedet for Bjørn Uglebjerg. Søren Berlev havde flere gange oplevet Gasolin' live i Thy-lejren, det danske svar på Woodstock. Søren havde faktisk også spillet med gasserne en enkelt gang og ham den langhårede kunne gasserne huske, da de stod og manglede en trommeslager efter Bjørn Uglebjerg.

Dermed var det Gasolin', vi kender i dag, en realitet!